Tilbage

Neuroaffektiv udviklingspsykologi
I 2002 afholdt jeg for første gang et 1-dags seminar om neuroaffektiv udviklingspsykologi. Det viste sig, at der var så stor interesse, at jeg dengang valgte at udvide og gentage seminaret flere gange. Jeg begyndte at beskæftige mig med emnet i 1994, og siden da, er der kommet megen ny viden til. Siden jeg afholdt mit første seminar, har det udviklet sig, og hvert seminar og kursus er meget forskelligt, men alle meget informationsmættet. Idet jeg betragter teori, som landkort, til at navigere i et umådeligt kompliceret landskab, bliver jeg selv inspireret af praksiserfaring og mange af kurserne har givet gode dage med megen debat, idet den neuroaffektive tilgang endnu er i sin vorden og har behov for at blive integreret psykologisk.

Den store interesse for emnet skyldes formentlig, at der indenfor de sidste to årtier er sket store fremskridt indenfor hjerneforskningen. Dette har bl.a. betydet, at man i dag ved meget mere om de neuroaffektive processer, der er centrale for følelseslivet og personlighedsdannelsen, og hvordan medfødte forudsætninger og miljømæssig stimulering påvirker hinanden. Det begynder nu at blive muligt at ”brobygge” neuroaffektive teorier med psykodynamiske udviklingspsykologiske teoridannelser.

På de introducerende kurser gennemgås bl.a de hjernestrukturer, der danner basis for følelseslivet og personlighedsdannelsen, ud fra teoridannelser af bl.a. Paul MacLean, Antonio Damasio, Joseph Le Doux og Allan Schore. Teorierne ”brobygges” med dele af bl.a. Daniel Sterns udviklingsteori og konkretiseres gennem case materiale. Gennem teorier om tilknytnings- og relationsforstyrrelser, fejlregulering og problemer med mentalisering, som bl.a. er beskrevet af Peter Fonagy tages der udgangspunkt i, hvordan neuroaffektiv udviklingspsykologi kan benyttes som en metode til at brobygge og integrere terapeutiske interventionsmetoder, og hvordan limbisk udveksling og affektiv afstemning er en forudsætning for behandlingseffekt.